Vi elsker god smag

Nyderiet

Drømmen om Nyderiet startede i sommeren 2019. Vi har igennem flere år kørt Danmark tyndt for at finde lækre spisesteder, små gårdbutikker, mikrobryggerier og andre steder med gode smage. Vi har flere gange talt om, at det kunne være sjovt med vores egen butik fyldt med delikatesser og god smag, og i november 2019 faldt vi i snak med vores gode ven Benno, der ejer Boeslunde Røgeri. Han var med på at vi satte et karlekammerskab op i hans butik og solgte lidt af vores varer derfra. Sådan startede Nyderiet helt småt. 

Efter to år blev vi dog enige med Benno om at udvide med en "rigtig" butik. Vi havde længe ledt efter det helt rigtige sted til vores drøm om en butik, og det perfekte lokale var jo lige der. I forvejen laver Boeslunde Røgeri virkelig lækre slagteri- og røgvarer, der passer så fint til de delikatesser vi sælger - vi lavede derfor en god aftale om at indrette et af Røgeriets ubrugte lokaler. 

I sommeren 2021 gik vi i gang med at sætte lokalet i stand. Loftet blev revet ned og de flotteste gamle bjælker dukkede op. De blev malet og nyt loft sat op, så bjælkerne nu er synlige. Væggene blev malet og vinduerne ordnet. Der er sat nye døre op, indlagt varme, lavet El og så ellers indrettet med fine gamle møbler vi har fået af flinke folk vi kender. Møblerne er malet mv. og står nu med alle vores gode smagfulde varer. 

Meget af inventaret i Nyderiet er genbrug, og kan også købes af jer, hvis I er interesseret. Det er altid godt at se fine ting blive brugt igen og igen. 

D. 22. oktober 2021 holdt vi åbningsreception og nød samværet med virkelig mange kunder, venner, familie og samarbejdspartnere. Det var en rigtig hyggelig dag, og heldigvis er mange fortsat gode til at finde vej ud til os i Boeslunde.

Planen er at vi ud over at have åbent i butikken og sælge diverse lækkerier og gavekurve, også skal lave forskellige arrangementer, kurser mv. Der vil være ølsmagning og fælles grill udenfor, kurser i pølsestopning, samt informations- og prøvesmagninger som vi eller vores samarbejdspartnere står for. Der skal sælges tapasanretninger, sandwich og picnickurve - der kan nydes på gårdspladsen, i de tilstødende skovområder eller tages med til stranden.

Vi glæder os til at se jer i Nyderiet.

Hilsen Jens og Britt

Lidt om os, der elsker god smag

Jens er tidligere slagter og elsker at lave mad. Britt laver til gengæld aldrig mad, men nyder at spise de lækre ting Jens laver, og opfordrer gerne til nye smagsvarianter, smager vinen til mv.


Både Jens og Britt arbejder som lærer. Vi har derfor kun åbent i Nyderiet torsdag og fredag. Vi har to sønner som har arvet det med at smage alverdens lækkerier. De er begge flyttet hjemmefra, og det har givet os ekstra tid til at føre vores drøm ud i livet. Samtidig er det så dejligt når sønnerne og deres kærester møder op og hjælper til med at sætte i stand, smage til, sælge osv.


Ud over hjælp fra sønnerne er der heldigvis både venner og familiemedlemmer der ind imellem træder til. Det betyder at I af og til vil møde nye ansigter i Nyderiet. De er der for at hjælpe både os og jer, så hyg jer lige så meget med dem som med os. Vi glæder os til at se jer i Nyderiet, og vil oftest have tid til både at servere lidt smagsprøver og en god snak.